Kasper kiggede hastigt over skulderen, og henledte så på ny sin opmærksomhed på vejen foran ham. Det var et eller andet der havde fanget hans blik, måske et dyr i vejkanten. Han så det ikke. Det var lige meget. Det var fredag eftermiddag, en smuk dag i efterårsfarver. Han justerede lidt på radioen, kiggede så på uret: ”Satans, jeg kommer mindst en halv time for sent”, tænkte han. Han havde været til jobsamtale, og det havde taget en del længere tid end forventet. Men o.k., han fik stillingen som topsælger, med bil, mobil og den helt store kasse.
Kasper skulle hente Mette i den næste by, hvorefter de skulle køre ud til kysten et sted for at spise. Han havde kun kendt Mette i to uger, han var ikke specielt sikker på, at det skulle være hende, men nu kunne de da prøve. Mette havde et par dage fri og besøgte sine forældre, der var flyttet til byen, men Kasper var ikke meget for at hente hende der. De havde så aftalt at det skulle være ved banegården. Han havde selv boet der med sine forældre, indtil han havde afsluttet gymnasiet. Så var de flyttet.
Træerne stod falmende på bakkerne omkring vejen, og Kasper så store træk af fugle, på vej et sted, der kunne holde deres hjerter varme, mens den danske vinter stod på. ”Gad vide, hvor de egentligt føler sig hjemme”, tænkte han. Han slog det hurtigt hen, grinte lidt ved sig selv og tænkte: ”Så skulle jeg da mene at det var blevet efterår igen. Sådan noget sentimentalt pis. De flyver sgu da bare derhen, hvor der er noget at komme efter… Lige som os andre. Hæ, hæ.”
Kasper tænkte lidt over, hvor lang tid siden det efterhånden var siden, han sidst havde kørt her. Han kunne huske da han sad i bilen på vej væk, og kiggede på gaderne, husene, på alle de flader, han havde rørt med sin krop og sit sind. Han huskede gymnasiet i udkanten af byen; alle de bedste tider. Det sidste blik han huskede, var af skoven ved gymnasiet, skoven med det magiske hus. Alt dette havde han ikke set i seks år, han havde været i byen nogle gange, men han havde ikke set de her ting, ikke på den måde. Det var som om han kørte baglæns nu; ind i tiden igen, og endda med vinden i ryggen.
Han skelede til uret igen. Han tænkte alvorligt på at droppe aftalen med Mette, og fortsætte så han kunne være hjemme to timer senere, han orkede alligevel ikke den lange køretur, og en hel aften, hvis det hele nu ville vise sig at være spildt. ”Ja, det gør jeg sgu, jeg finder en passende undskyldning, det kommer tøsen jo nok over,” tænkte han. Han besluttede sig dog for en lille pause, og ville stoppe ved det gamle gymnasium.
Han tog farten af bilen og drejede ind på parkeringspladsen. Stoppede bilen og steg ud. Han hev en smøg frem og tændte, mens han strakte benene og ryggen ud. Han gik rundt på pladsen og lod sig overvælde af de store grå bygninger. ”De ser nu meget fredelige ud på en dag som denne”, tænkte han.
Han gik rundt om bygningerne og kiggede ind mod skoven. Han fortsatte ind ad stien mod det gamle hus, mens han genkaldte de gamle minder. Han tænkte på dengang de gemte sprut i skoven til festerne: ”Tænk at vi gad stå herude i kulden”. Følelsen af at bevæge sig ind i tiden var nu forsvundet. Han fulgtes med den igen, han kunne mærke den, se den. Han fortsatte ind mod huset. Det var som om det hele var sket før, og så alligevel ikke. Pludselig hørte han en lyd bagved, det var som om han ikke var alene. Han kiggede tilbage, der var ingen.
Han var nu fremme ved huset, stoppede op og kiggede på det, smilte lidt. Selvom det var ved at falde sammen, havde det dog en vis charme. Han gik ind. Bevægede sig ind gennem det gamle køkken og ind i stuen. Han fik øje på trappen i hjørnet, og gik op. Der var et stort rum på loftet, og i den anden ende var der to værelser. Han satte sig på resterne af en gammel stol, i det ene af værelserne. Tændte endnu en smøg, slappede af og nød røgen. En underlig form for ro sænkede sig over ham, og han kom i tanke om en bestemt oplevelse, han havde haft i huset.
Dengang han kom sammen med Lise i 2.g. havde der været en anden pige, ja, der havde jo godtnok været nogle stykker, men hende han tænkte på nu var ret speciel. ”Det var Anne hun hed”, tænkte han. De havde været her i huset engang, sammen, alene. Han havde kysset hende. Han havde jo regnet med at der skulle ske lidt mere, men hun virkede ikke så villig. Det virkede mærkeligt; han havde ikke skænket hende en tanke siden, men nu så han det hele for sig igen. ”Hun var da egentlig utrolig sød dengang”, tænkte han.

Med et slag sortnede det for Kaspers øjne, der blev totalt mørkt. Han for op, tabte sin cigaret på gulvet. Han kiggede od af vinduet og så kun en meget tynd lysende ring på himlen. ”Det var dog utroligt”, tænkte han, ”det må være en solformørkelse”. Han havde ingen ide om, hvor lang tid der ville gå før det blev lyst igen. Han tændte sin lighter og begyndte at bevæge sig ud mod trappen. Han bevægede sig ned af trappen ud af huset. Helt ud af skoven, hen til bilen og begav sig videre…

Efter en hård dag på arbejde, var Anne nu på vej hjem. Hun havde fået et lift om morgenen, og gik nu hjemad. Det var rart at få lidt ro efter at have været omgivet af larmende unger en hel dag. De andre var blevet hængende efter arbejde, nogle af dem havde ferie i ugen efter, og det kunne de jo passende fejre med en fyraftensbajer.
Anne havde også fri nogle dage i ugen efter, men nu skulle hun altså hente Mie hos sin mor. Mie var Annes fireårige datter. Mie var det egentlige omdrejningspunkt i Annes liv i de her år.
Lige efter gymnasiet havde Anne mødt Peter, som var Mies far, i hvert fald i starten. Anne insisterede på at få Mie dengang, og Peter var med i begyndelsen, men faldt ret hurtigt fra, da det blev virkelighed. Så Anne blev alene. Hun ville gerne på universitet dengang, men nu var hun foreløbig pædagogmedhjælper i den nærmeste børnehave.
Hun gik nu hen ad vejen, sparkede lidt til små dynger af blade som efteråret havde sendt til jorden. Hun følte en form for tilfredshed ved at gå der i sine egne tanker, helt alene. Hendes vej førte hende forbi hendes gamle gymnasium, hvor hendes drøm om en akademisk uddannelse var blevet grundlagt. Det var det hun tænkte på. Hun tænkte på, hvad de andre mon lavede nu. Hun havde stadig kontakt med nogle få stykker af dem, men langt de fleste var flyttet væk. Hun beroligede sig selv med at i løbet af et par år, når Mie skulle starte i skolen, og hun havde sparet lidt penge sammen, så ville hun få chancen til at flytte ind til storbyen og starte sin uddannelse.
Den kølige og rene efterårsluft beroligede hende, - hun var i en let tilstand af ubestemmelig lykke. Da hun kom tættere på gymnasiet gik hun ind på parkeringspladsen. Hun tænkte på den tid, hvor hun havde gået her hver dag, og undrede sig lidt over, at hun havde passeret stedet så mange gange i løbet af de sidste seks år, og slet ikke været helt tæt på. Hun gik med lette skridt hen over pladsen og om bag ved bygningerne, mens hun stadig hvirvlede de nedfaldne blade op i luften. Hun kiggede på stien der fulgte ind i skoven og tænkte på huset derinde. Hun havde faktisk glemt at det var der, men hun kom i tanke om at hun havde været der engang. Hun bevægede sig ind ad stien. Pludselig syntes hun at høre skridt foran hende på stien. Hun tøvede lidt, men gik så i retningen af lyden. Den stilnede efter kort tid hen, og et øjeblik var der ganske stille. Hun fortsatte så i retningen af det gamle hus.
Der gik ikke længe så stod hun i lysningen foran huset. Det var gammelt og faldefærdigt, kalken var skallet af flere steder. Men det var nu alligevel smukt, som det lå der i efterårssolen rampelys. Hun gik ind ad den gamle køkkendør, igennem køkkenet og kom ind i stuen. Der var en trappe i hjørnet. Hun fornemmede en lugt af cigaretrøg, men slog det hurtigt hen. Hun gik op ad trappen, og stod nu i et stort rum. I den anden ende så hun to døre, og gik hen mod dem. Hun åbnede døren ind til et værelse, hvor der stod resterne af en gammel seng. Hun satte sig ned, og stirrede tomt ud i luften et øjeblik, da det pludselig slog hende. Hun kunne nu huske da hun havde været der første gang. Kasper hed han, det var Kasper der havde vist hende huset. Han var den første dreng der virkelig virkede som om han var interesseret i hende. Det her var deres sted, det eneste sted de havde været sammen. En efterårsdag for uendeligt længe siden. Det var her han havde kysset hende. Der skete dog ikke mere mellem dem dengang. Kasper havde en kæreste Anne gik i klasse med, og derudover var han temmeligt eftertragtet. Hun havde aldrig forventet mere, men hun havde dog levet ret længe på det kys.

Med et slag var der blevet totalt mørkt, det virkede som om alt lyset bare forsvandt. Anne rejste sig med et sæt. Hun rystede lidt. Så kom hun i tanke om, at hun havde læst om solformørkelsen den dag, og blev mere rolig. Det ville ikke vare længere end fem til ti minutter, vidste hun. Hun famlede sig hen til vinduet og så den smukkeste lysende ring på himlen. Hun vænnede sig hurtigt til mørket, og nød synet. Pludseligt hørte hun en knirken fra gulvet i det store rum, og vendte sig og kiggede. Hun blev helt stiv i kroppen: ”Det kan ikke være rigtigt”, tænkte hun. Hun var sikker på at hun så Kaspers ansigt i skæret fra et lille lys. Hun holdt vejret, og skikkelsen bevægede sig hen over gulvet, hen mod trappen, og så forsvandt den nedad. Hun gned sig i øjnene, grinte lidt af sig selv: ”Det var for langt ude”, tænkte hun, ”hvordan skulle det kunne være sandt?”